
Den yngste (30) ringede mandag, om jeg ville hjælpe hende med en konfirmationssang til torsdag. Det ville jeg naturligvis godt, så jeg modtog den tirsdag.
Herefter var jeg i kontakt med den hende flere gange. Da hun spurgte om teksten var helt umulig, måtte jeg, lidt barskt måske, svarer ja! Hun mente nu nok at store dele af sangen var sangbar. Jeg måtte så fortælle hende, at det jo ikke var alle der havde hendes sangtalent, men at det måske kunne lade sig gøre på en helt anden melodi.
Nå, men endelig natten til onsdag – dagen før konfirmationen – fik jeg efter flere timers hårdt arbejde nørklet sangen færdig og sendt tilbage.
Da jeg intet havde hørt fra den yngste onsdag aften sms’ede jeg fra arbejde, for at høre om sangen var modtaget og fik følgende svar:
Det var åbenbart en anden melodi end jeg troede, for nu kan jeg slet ikke synge den!
Fuuuuuuuck manner!
Heldigvis for familiesammenholdet dukkede 1 time senere endnu en sms op:
Hej igen! 1000 tak for hjælpen, det var virkelig fedt :o) Jeg kan godt synge den nu! Knus!
Hvis nogen vil gøre sig begreb om hvor svær sangteksten var at rette til, kan man prøve at synge nedenstående på melodien Jens vejmand.
I en kælder sort som kul
allerdybest nede
var et prægtigt musehul
og en muserede.
Skønt de levede lidt småt
havde musene det godt,
de gik rundt og snasked’
og blev aldrig vasket.
…som - viste det sig - var den melodi der var udgangspunktet for den oprindelige tekst!