Det er få gange jeg har købt tøj til mig selv. Når det endelig er sket syntes jeg, at begejstringen hos konen har været til at overse, derfor tog jeg også smagsdommeren med, da jeg forleden skulle finde et par bukser der passede til min brunstribede jakke.
Jakken blev medbragt i en plasticpose til tøjbutikken og inde i mit hoved havde jeg allerede dannet mig et billede af bukserne; de skulle bare have en af de brune farver der var i jakken. Færdig finale!
Og henne i
tøjbutikken der hang de! Gyldenbrune cowboybukser. Ha! Hvor nemt – troede jeg.
Egentlig var jeg klar til at gå i prøverummet med min nyerhvervelse, da ekspedienten og konen begyndte at samtale.
”Nå I har taget jakken med rigtig god ide! Og I skal ha bukser…?”. Så forsvandt de begge og kom tilbage med et par sorte af slagsen.
”Se de vil jo rigtig fremhæve den pæne jakke…”, sagde ekspedienten.
”Joeee men jeg havde tænkt noget der li´som passede i farven”, forsøgte jeg og pegede på de gyldenbrune.
”Ja, men de her sorte er da meget flottere til”.
Konen nikkede bekræftende: ”Ja prøv dem dog!”.
Så det blev sorte bukser.
Ved ikke helt hvordan det gik til, men pludselig stod jeg også med en sort skjorte, der bare ville være
så flot og rigtig fremhæve jakken. Da jeg ytrede, at sorte skjorter, af politiske årsager, ikke lige var mig, kom der også en lys stribet skjorte frem.
”Den er altså også rigtig pæn…tag dog begge to”, sagde konen.
Jeg var stadig i tvivl.
Så blev der ellers hevet skjorter frem fra alle hylder, så det endte med tre styk i alt, den sidste brunstribet. Helt fatalt kom jeg så til at sige, at det hele måske var ved at blive lige stribet nok.
Ekspedienten nikkede bekræftende og tryllede lynhurtigt en brun trøje frem og det var jo rigtigt nok, med den på ”forsvandt” skjortestriberne så at sige.
Så faldt mine øjne på en sort jakke med ganske svage lyse striber: ”Den der jakke den vil fandme være flot til den sorte skjorte”, sagde jeg.
”Den er faconsyet”, sagde ekspedienten med et sammenbidt
Mogens Lykketoft fjæs og gloede på min lille charmerende topmave.
”Nej det går altså ikke”, supplerede smagsdommeren og fortsatte: ”Hvad med den mørkegrønne her?”.
Nå okay den var nu også flot. ”Hvaææh… er den ikke også faconsyet?”, spurgte jeg.
Så rystede de Gud hjælpe mig begge på hovedet, som om det skulle ha nogen betydning.
Resultatet blev således et par bukser, tre skjorter, en trøje og en jakke.
På vej hen til bilen gloede smagsdommeren ned på mine sko og jeg troede, at jeg måske havde trådt i en hundelort, indtil ordene nåede mig som kirkeklokke: ”De der sko kan du sku da ikke ha på til det nye tøj…jeg ved fandme ikke hvad du ligner”.
Så jeg fik altså også nye sorte sko.
De pæne gyldenbrune cowboybukser der ville passe så fint til min jakke ligger stadig i butikken – hvis jeg skulle komme forbi…
De kører det meget moderat
